I følgende omtales nogle af de alvorligste infektionssygdomme hos katten:

FIP

FIV

Leukemi

Katteinfluenza

Chlamydia

Kattesyge

Ringorm

 

FIP

Infektion i bughinder og/eller brysthinderne hos kat

Forårsaget af en coronavirus

 

FIP er forkortelsen for Feline Infektiøs Peritonitis (bughinde-betændelse) og Pleuritis (brysthinde-betændelse), og kaldes også Feline Coronavirus Vasculitis (kar-betændelse).

                            

FIP er en coronavirus sygdom, der smitter til katte, samt i en vis grad til andre kattedyr  som løve, leopard osv. Coronavirus infektion er almindelig blandt næsten alle dyrearter og forårsager enten infektioner i luftvejene (fx. hos mennesker) eller mave-tarmkanalen (fx. hos hund/kat). Op til 95% af alle katte har på et eller andet tidspunkt haft en godartet coronavirus infektion uden at denne har udviklet sig til en FIP infektion. I kattegrupper, hvor FIP er konstateret er det således oftest kun et fåtal, der udvikler FIP.  Ny forskning pejer på at FIP-viruset  i disse tilfælde er opstået  i forbindelse med en mutation af den almindelige coronavirus.                      

 

Smitte af den almindelige coronavirus sker især via kontakt med afføring fra dyr med coronavirus infektion. Men det er som sagt kun et fåtal af disse "harmløse" coronavirus, der bliver muteret for derefter at  udvikle sig til den dødelige FIP-tilstand. Men vi ved for lidt: Er det noget genetisk hos katten? eller noget genetisk hos coronaviruset? eller noget i omgivelserne? der fører til at netop denne coronavirus -hos netop denne kat -på netop dette tid/sted udvikler FIP? Men umiddelbart må man sige, at en FIP-kat ikke er smitsom for andre katte.  

Det er mest unge katte mellem ½-2 år og ældre katte, der er modtagelige for at udvikle FIP. Killinger får  oftest først symptomer på sygdommen efter 12 ugers alderen - altså på det tidspunkt, hvor  den modstandskraft mod coronavirus, der er overført fra moder-dyret ebber ud - og måske også i forbindelse med stress pga. omplacering og kostændring.                             

 

Symptomer: FIP kommer til udtryk enten som en våd form eller som en tør form, afhængigt af om kroppen reagerer ved at danne en øget mængde bug-/brysthule-væske eller ved "kun" at danne små betændelsesagtige forhøjede grålig-hvide knopper (inflammationer) omkring kar, på bugorganer og bughinder, lunger og brysthinder, i hjernen/rygmarven og i øjet. Når katten reagerer ved at danne sådanne "knopper" (dvs. den tørre form for FIP), er det egentlig et tegn på, at katten har en god modstandskraft. Derfor kan dyr med den tørre form få et kronisk (dvs. langvarigt) forløb af FIP. Nogle katte med et sådant forløb kan blive "raske", men som oftest vil katten dog "genopfriske" sygdommen senere pga. stress, anden sygdom el.lign. Sygdommen vil da som regel have et dødeligt forløb. I sjældne tilfælde kan dyret helt rense sig selv for sygdommen. Men det ved man p.t. for lidt om til at kunne sige: Hvem, hvad og hvor.

 

I den første tid, efter at katten er smittet, er symptomerne oftest vage; måske lidt øjenbetændelse, nysen og evt. feber. Senere bliver katten måske "vommet" men tynd eller kan have (voldsomme)vejrtrækningsproblemer. Almindelige symptomer (som dog ikke altid er tilstede) er således gulsot, udspilet bug, opkastning, diarre og feber. Desuden kan dyret have "mærkelige" forandringer bagerst i øjnene (grålig-hvide pletter eller trævler) og evt. have balancebesvær eller opføre sig "anderledes".

 

Diagnosen: De almindeligt anvendte FIP-blodprøver er ikke entydige. En positiv prøve fortæller måske blot, om katten har haft andre typer af coronavirus. Det er altså ikke en "ja eller nej" prøve. 

Bug- og brystvæske er hos "den våde" type af  FIP som regel lidt tyktflydende, strå-gul og kan indeholde betændelses-lignende "fibrin-trævler" dog uden at indeholde bakterier el.lign. (den er nemlig oftest steril). Desuden er der som regel flere proteiner end normalt i væsken. Disse proteiner er specielle på den måde, at der er mange flere gammaglobuliner end albuminer. (Globuliner er immunstoffer og albumin er et almindeligt fore-kommende blodprotein.) En anden metode til at stille diagnosen på er derfor at undersøge forholdet mellem disse proteiner i den væske, der er udtaget fra bugen eller brysthulen. 

 

Det, dyrlægen i dag baserer sin diagnose på, er:

Symptomer+udseende af bugvæske+ blodtiter+undersøgelser efter kattens død (obduktion).

 

Behandling:  Symptomer kan i bedste fald dæmpes og bakterie-infektioner forebygges/ bekæmpes med antibiotika.

 

 Katte-AIDS / FIV

 

 Der er hos Fiv-smittede katte generelt en svækket og beskadiget evne til at modstå infektioner. Fiv er forårsaget af et lentivirus

 

FIV er forkortelsen for Feline Immundeficiency Virus.               

Lentivirus hører til gruppen af retrovirus. AIDS (HIV) hos mennesket er også forårsaget af et lentivirus, men ikke af det samme, som forårsager kattenes AIDS. Den eneste anden dyreart, hvor diagnosen FIV er stillet ud over hos katten, er geparden.               

Andre infektionssygdomme, der gør immunforsvaret defekt, er leukæmi, kattesyge og  FIP. Indekatte i større grupper er mere udsatte for at udvikle leukæmi og - efter mine egne observationer at dømme -FIP, end udekatte, hvorimod udekatte er mest udsatte for at kunne få kattesyge og FIV. Dette skyldes for FIV`s vedkommende, at sygdommen overføres med spyt og blod, dvs. primært ved bid. NB! Derfor ses ofte, at antallet af FIV-positive katte i en population af vildkatte er størst blandt de genudsatte kastrerede hankatte, der nok jævnligt "får bank" og bliver bidt af andre mere dominerende hankatte.

 

Symptomerne hos en kat med FIV er ikke meget forskellige fra symptomerne hos et menneske med HIV/AIDs. Lige efter smitten er kommet ind i dyret, kan der komme en kortvarig periode med feber og evt. ses hævede kirtler og hæmmet produktion af hvide blodlegemer (især de såkaldte neutrofile blodlegemer). Herefter kan katten være normal i måneder/år inden den egentlige mangel på immunforsvar "slår igennem". Når dette sker, bliver katten yderst modtagelig for infektioner af enhver art. Det gælder også de såkaldte "opportunister", dvs. bakterier/ svampe/parasitter, der i øvrigt normalt er tilstede hos katten. Normalt volder disse ikke katten nogen problemer, fordi der er en balance imellem disse "snylte-dyr" og værten. Hos katte med FIV ses derfor ofte "uventede" infektioner i f.eks. luftvejene og mavetarm-kanalen.

Efter længere tid kan der komme symptomer fra hjernen hos FIV-katten. Katten kan evt. opføre sig unormalt hvad angår både bevægelser og adfærd. Der kan være tegn på demens (dvs. svækket intellekt) og opstå kramper. Katte med FIV eller leukæmi eller FIP har desuden en større tendens til at udvikle svulster af forskellige typer.

 

Det er nemt og sikkert at stille diagnosen FIV. Èn blodprøve og et lille test-kit hos dyrlægen er nok. Det tager kun 10-15 minutter.

 

Behandling går ud på at bekæmpe de infektioner, der efterhånden opstår. Interferon-stoffer kan evt. have en gavnlig effekt på FIV og for øvrigt også på andre sygdomme, der medfører defekter i immunforsvaret f.eks. leukæmi og FIP. Det forebyggende ligger selvfølgelig i at hindre katten i at blive bidt! og i at hindre FIV-positive katte i at bide andre katte!  

 

Leukæmi

Svækket/beskadiget modstandskraft mod infektionssygdomme

og evt. svulster hos kat. Forårsaget af en retrovirus

 
Kattens leukæmi virus, som er et retrovirus, kan have tre forskellige sygdomsforløb men evt.ét eller flere forløb samtidig.                     

Ibegyndelsen er de mest fremtrædende symptomer forstyrrelser i og svækkelse af immunforsvaret. Men viruset kan ændre sig inde i katten. Man taler om type B og C. Omtrent halvdelen af "leukæmi-kattene" udvikler type B, som ofte er årsag til kræftknuder (især i mave-tarmkanalen, brysthinder og nyrer). I mere sjældne tilfælde udvikles type C, som hæmmer det bloddannende væv (fx. knogle-marven), hvilket medfører en kraftig blodmangel (dvs. anæmi).                                       

Der er formentlig kun få af de vildt-levende katte, der har leukæmi. Derimod blomstrer sygdommen hos indekatte og især hos inde-ude katte, specielt hvor disse holdes i større grupper.

For at katten skal kunne udvikle leukæmi, skal smitten være kraftig og formentlig langvarig. Smitte overføres især via spyt og i mindre grad via tårer, urin og afføring. Smitten optages via mund + næse f.eks. under gensidig pelspleje kattene imellem samt ved brug af fælles kattebakke og madskåle. Bidsår kan også være indgangsporten for smitte. Unge katte er mest modtagelige, og smitten kan overføres fra moderdyret til hendes fostre via moderkagen samt til de nyfødte via mælken.                                                           

 2-4 uger efter at katten er blevet smittet, begynder den selv at udskille virus og kan nu selv smitte andre katte. I den første tid er katten ikke særlig påvirket; måske har den bare lidt feber og er utilpas. De fleste katte bliver ved med at være smittefarlige i op til 4 måneder. Derudover fortsætter en del med at udskille virus i længere tid og nogle bliver endda ved indtil de dør. Denne del udvikler efterhånden svære følgesygdomme, som mindst halv-delen dør af inden for et år. De fleste af de katte, der har fået konstateret leukæmi, vil med andre ord næppe leve i mere end 3-4 år.

Symptomer: Pga. kattens svækket immunforsvar er den mere modtagelig over for infektioner med bakterier, svampe, snyltedyr og virus. På dette punkt minder leukæmi meget om FIV (Se s. 344). Derudover kan der være forstyrrelser i immunforsvarets reaktions-måde og deraf følgende sygdomme (f.eks. betændelseslignende tilstande i kar, nyrer og led), kræftknuder (den såkaldte lymphoma er den mest almindelige kræftform), anæmi (blodmangel), frugtbarheds-problemer, abort, fosterdød, tarm-betændelse (som minder meget om kattesyge) og vækst af bakterier i blodet (dvs. septikæmi). Der kan også ses neurologiske (nervøse) symptomer, f.eks. at pupillerne ikke er lige store, og at bagbenene er lammet. Derudover kan der i sjældne tilfælde ses brusk-dannelser på ydersiden af knogler.

Diagnosen stilles som regel v.hj.a. en blodprøve og en dertil beregnet test-kit. Hvis denne test er positiv, er dette dog ikke ensbetydende med at katten også udskiller virus, dvs. er smittefarlig. Hvis man vil vide dette, skal der en anden testform til, nemlig en immuno-fluorescens test. Hvis denne er positiv er katten smittefarlig.

Behandling er meget dyr, men aldrig helbredende - i bedste fald kun livsforlængende. Det sygdoms-forebyggende og miljø-sanerende er derfor langt vigtigere.

 I større kattebesætninger er det klogt at teste alle katte med den først nævnte metode. Evt. positive katte testes derefter yderligere for at finde evt. smittespredere. Positive smittespredere

fjernes og miljøet, redskaber, skåle, bakker mm. desinficeres.

En kattebesætning, der har vist sig at have én eller flere positive katte bør isoleres fra andre katte; den bør gå i karantæne. De testes alle igen efter 3 måneder på samme måde.

Besætningen kan først erklæres fri for leukæmi, når alle katte er blevet testet negativ i to på hinanden følgende afprøvninger med 3 måneders mellemrum. Generelt er det en god idé, at opdrættere kun tager katte ind fra andre leukæmi-negative besætninger og evt. alligevel får de nye katte testet, inden de indlemmes i flokken.

Vacciner mod leukæmi er beregnet til at forhindre leukæmi-infektionen eller i det mindste til at mildne den, så katten ikke bliver smittespreder. Der er forskellige typer af vacciner; virus-indholdet kan enten være levende, svækket, dræbt eller genetisk manipuleret. Nogle vacciner forebygger således leukæmi infektionen, mens andre blot modvirker, at katten bliver smittespreder.

Er der sandsynlighed for, at katten er leukæmi-positiv, bør man lade den teste før den evt. vaccineres. Generelt bør alle katte, der på et eller andet tidspunkt forventes at blive udsat for smitte, vaccineres. OBS! Positivt-testet katte bør holdes adskilt fra negativt-testet katte, også selvom disse er vaccineret

 

Katteinfluenza

Infektioner i de øvre luftveje samt øjne hos kat

Forårsaget af en herpesvirus + calicivirus (evt. + andre)

 

 Rhinotracheitis felis herpes/calicivirus (FVR/FCV) inficerer kun katte. Omkring halvdelen af luftvejs-infektioner hos katte er forårsaget af herpesvirus/calicivirus; resten skyldes oftest chlamydia og mycoplasmer. (OBS! Der er p.t. ingen vaccine mod mycoplasmer, som især medfører kraftige hævelser i øjenslimhinder og de øvre luftveje.)

Symptomer forårsaget af FVR-delen(herpesvirus) af katteinfluenza kan være: 

Feber (over 40), "forkølelsessår", hævelser og rødme i næse-, øjne- og mundslimhinden, nysen, savlen, flåd fra øjne og næse (først vandigt men snart mere pusholdigt), spisevægring, nedstemthed og abort hos drægtige. Generelt er der en lav dødelighed. Dette gælder dog ikke killinger og svækkede dyr. Katten bliver som regel rask efter et forløb på mellem 5 dage og 6 uger. Men dyret kan få et tilbagefald, og i øvrigt kan tilsyneladende raske dyr fungere som raske smittebærere i flere måneder efter "raskmeldingen".

Ud over disse symptomer kan FCV-delen af katteinfluenza (calicivirus) være årsag til særlig slemme væskende sår i munden og på tungen og i næsen (forkølelsessår) samt lungebetændelse og limping syndrom. Det sidste er en haltheds-sygdom hos især 8-12 uger gamle killinger, hvor der ses feber, ledsmerter og halthed på vekslende ben. Tilstanden forsvinder oftest uden nogen behandling. 

 Behandling af katteinfluenza kan ud over vaccination være understøttende, på den måde at flåd fra næse og øjne fjernes, og ved at næsepassagen holdes åben evt. v.hj.a. næsedråber. Desuden bør patienten fodres (evt. tvangsfodres/sondemades) med våd kost. Antibiotika har ikke virkning på virus men kan forebygge eller nedkæmpe tilstødende bakterie-infektioner (sekundære infektioner) samt chlamydia / mycoplasma infektioner (her bruges oftest tetracyklin, erytromycin). Stofferne aciclovir og valaciclovir (forkølelses-sårmidler) virker mod herpesvirus (dvs. også mod FVR-delen af katte-virus), hvis det gives tidligt i forløbet og i længere tid. 

Forebyggelse af katteinfluenza kan normalt ske ved at killingerne vaccineres ved 8 ugers alderen og igen ved 12 ugers alderen. Alle katte genvaccineres mindst én gang årligt. I "problem-besætninger" kan killinger vaccineres allerede ved 4 ugers alderen og derefter hver 3. uge indtil de er over 12 uger gamle. Katte over 12 uger bør vaccineres mindst én gang årligt. Moderdyret bør vaccineres umiddelbart før parringen.

Kombinationsvacciner, der også virker mod kattesyge må ikke gives til drægtige katte. Hvis man vil øge moderdyrets modstandskraft mod katteinfluenza under drægtigheden, må dette ske v.hj.a. vaccine mod katteinfluenza alene.

 

Chlamydia

Infektioner i øjne, næse og de øvre luftveje hos kat

Forårsaget af de viruslignende bakterier, chlamydia

 

Der er mange typer af Chlamydia. Hos katten forårsager  chlamydia betændelse i øjne, næse og i de øvre luftveje. Det er ikke de samme typer af chlamydia, der ses hos mennesker (papegøjesyge, lungebetændelse eller gonorrélignende underlivsbetændelse.)      Der findes kun chlamydia-vacciner mod den type chlamydia, der kan være sygdomsfremkaldende hos katten. Men selv om katten er vaccineret mod chlamydia, kan den måske blive angrebet alligevel, dog oftest i en mildere grad. Vaccination skal gentages mindst én gang årligt og evt. oftere de steder, hvor der er problemer f.eks. i store, "tætte" kattebesætninger, og/eller, hvis der er dårlige hygiejne eller ventilations-problemer i kattenes miljø. For at dække de nyfødte killinger ind så godt som muligt, bør moderdyret vaccineres, umiddelbart inden hun bliver parret. OBS! Kombinations-vacciner, der også virker mod kattesyge, må ikke gives til drægtige katte.   

Symptomer: Klamydia-infektion hos katten medfører betændte øjne- og næseslimhinder, som er meget røde og svulne. Der er oftest en del pus/ materie. Katten snotter og øjnene smatter. Katten æder kun lidt og bliver som regel ret utrivelig.

Sygdommen varer 2-3 uger og kommer gentagne gange. Efterhånden kan der desuden komme en del arvæv på øjets hornhinde; meget af dette forsvinder dog med tiden, hvis det behandles rigtigt (dvs. med dråber/ salve med binyrebarkhormon + et egnet antibiotika). Det er klart, at øjets tårekanaler kan blive forsnævret efter sådan en omgang, og dette kan blive et vedvarende og livslangt problem for katten.

Man kan ikke umiddelbart skelne chlamydia infektionen fra andre infektioner, der rammer øjne, næse og øvre luftveje. For at stille diagnosen "chlamydia" på katte, må dyrlægen skrabe nogle celler af øjenlågenes slimhinde, som så mikroskoperes og/eller bliver dyrket (på serum-laboratoriet)  Der er hos mennesker i enkeltstående tilfælde påvist øjenslimhinde-betændelse, der er forårsaget af kattens chlamydia.

 

Kattesyge

 Kattesyge er en tarminfektion hos kat forårsaget af en parvovirus og kaldes i fagsprog Feline infektious enteritis eller Panleukopenia felis, Feline panleukopenia virus (FPV). (Kattesyge har dog vel at mærke ikke noget med leukæmi at gøre.) Kattens parvovirus medfører også en lignende sygdom hos mink (og vaskebjørne). Kattens parvovirus minder desuden meget om hundens. (Se Parvovirus diarre i "Smitsomme sygdomme hos hund")

 

Kattesyge er meget smitsomt men ses så godt som aldrig hos de dyr, der bliver præsenteret for dyrlægen. Dette hænger sammen med, at familiedyr i dag oftest er vaccineret og har derudover ikke den store kontakt med "vildkatte-bestande", hvor sygdommen findes.

Hvis katte får kattesyge, sker dette oftest inden for deres første leveår og dødeligheden er da stor (40-90%), især hos killinger. Killinger er dog som regel dækket ind af moderdyrets modstands-kraft via råmælken. De får derfor sjældent kattesyge før efter deres 12. leveuge.     
                          

Sygdomsforløbet: Kattesygen er en kort og kontant sygdom. Dyret er kun syg i 5-7 dage. De væv der rammes er især tarmepitel, knoglemarv, lymfeknuder, milten, brislen og også i lille hjernen og øjets nethinde hos meget unge dyr.

Kattesygen smitter via "dråbe-infektion" dvs. ved at katten optager virus gennem munden og næsen fra syge/smitsomme dyrs afføring, tårer, spyt, sårvæske o.lign. kropsvæsker. Efter kun 2-7 dage får katten feber (over 40 o), bliver nedstemt og vil ikke spise. 1-2 dage herefter begynder katten at kaste op - også selvom den ikke har spist. Samtidig får katten diarre, og den kommer hurtigt i væskeunderskud - også selv om den stadig drikker en del. Den kan have kraftige bugsmerter, og kaster op bare man kommer til at trykke den lidt på bugen. Tarmene kan ofte føles igennem huden, fordi de bliver tykke og udspændte.                                          
Kattesygen kan også smitte til evt. ufødte fostre via moderkagen fra moderdyret og dette kan medføre fostrets død. Hvis nyfødte killinger får kattesyge dør de oftest inden for et døgn. Hvis hos overlevende killinger kan der være sket en underudvikling af hjernen. Symptomer på dette kan være forstyrrelser i balance og bevægelser og tendens til at ryste selvom killingen ellers har normal hjernevirksomhed.        

Smitte kommer ofte fra katte, der har haft - og overlevet - kattesyge. De kan smitte i op til 6 uger efter "rask-meldingen". Har katten overlevet at have haft kattesyge, kan den ikke fremover få sygdommen. Katten er blevet immun for livstid.

Kattesyge virus kan holde sig længe i miljøet, evt. i over et år. NB! Smitte kan også overføres via menneskers tøj, sko mm. Man kan desinficere med klorid og lignende blegemidler og fx stoffet Virkon S.                      

Hvis en nøjagtig diagnose ønskes, kan dyrlægen evt. bruge samme prøver som bruges til at se om en hund har Parvovirus diarre.

Behandling kan være svær (håbløs) især hos killinger. Den sigter på hele tiden at rette op på væske/salt balancen og sørge for at katten får næring via blodbanerne. For at katten ikke skal miste for mange salte ved at kaste op, kan den evt. behandles med anti-brækmiddel. For at dulme tarmene kan paraffinolie gives i små mængder.

For at undgå tilstødende bakterie-infektioner skal katten også behandles med antibiotika. Evt. kan katten få en blod- eller plasma- transfusion fra en immun kat (f.eks. en kat der er "gennem-vaccineret"). Herved får patienten både nyttige blodproteiner samt ekstra (passivt overført) modstandskraft.

Som sagt, giver en vel overstået kattesyge livsvarig immunitet. Det gør en korrekt givet vaccine til katte, der er over 12 uger, formentlig også. Når man således alligevel anbefaler årlige genvaccinationer, er det ikke så meget for kattesygens skyld, men mere for at dække katten ind mod katteinfluenza og evt. chlamydia, da de fleste kattevacciner nemlig er kombinations-vacciner.

Kattesyge vacciner bør ikke gives til drægtige eller svækkede dyr eller til killinger under 4 uger. Killinger kan vaccineres ved 6-10 ugers alderen og igen ved 12-14 ugers alderen. NB! Vaccinen dækker med sikkerhed først killingen ind mod kattesyge 2 uger efter basis vaccination er afsluttet.

 

Ringorm

Hudinfektion

Oftest forårsaget af microsporidier og trichofytter hos hund/kat

Ringorm hos hund og kat er betegnelsen for den type hudinfektion, der forårsages af flere forskellige typer af svampe inden for grupperne microsporidier (den mest almindelige type) og trichofytter (en mindre hyppige type). Modsat de fleste andre svampeinfektioner er ringorm særdeles smitsom, især for hvalpe/killinger.

 

 Symptomer: Ringormeinfektioner kendetegnes ved at dyret kløer sig indædt, og at huden bliver tør, skællende, grålig og senere mørk i pletter, hvor også hårene knækker/ falder af. Pletterne ses især omkring mund og ører i hovedet og på poterne; men dyret kan blive angrebet overalt på huden. Pga. kløen kan dyrets hud hurtigt blive beskadiget og andre infektioner kan trænge sig på. (Hos mennesker starter en ringorm ofte som en rød, kløende forhøjning (en vold) i huden som breder sig i en ring. I midten af ringen bliver huden tør og grålig.)

 

Der er udviklet en vaccine, der tildels kan forebygge infektioner med Microsporum canis, og som evt. også kan afkorte forløbet af en infektion, der allerede er i gang. Vaccinen er p.t. ikke helt færdig udviklet, og der er endnu ikke udarbejdet helt klare regler for, hvordan den tænkes brugt.

 

Mennesker kan smittes med ringorm via ringorme inficerede hunde, katte, kreaturer, heste, gris, får og geder mm. Smitten kan selvfølgelig også gå den anden vej. Infektion med hver enkelt type ringorme giver livslang modstandskraft mod at blive angrebet af netop denne type ringorm igen - men, da der er mindst 6 forskellige typer ringormetyper, kan man godt nå at få ringorm mange gange, inden man kan sige, at man ikke længere kan smittes.      

 

Ringorm er en selv-begrænsende sygdom, dvs. at den "brænder ud", når svampene ikke længere kan finde "frisk" hud at angribe, eller når dyrets immunforsvar har "slået den ned". Men dette kan vare længe og i mellemtiden kan dyret nå at smitte andre dyr og mennesker. Derfor er det måske især opdrættere, der frygter denne "pestilens" mest.

 

Undersøgelsen af dyret for ringorm: Mange steder bruges den såkaldte Woods lampe til at undersøge for ringorm. Hvis den angrebne hud lyser gullig-grønt under lampen, er der stor sandsynlighed for, at diagnosen er ringorm. Men hvis Woods lampe ikke påviser ringorm, er dette tilgengæld ikke nogen garanti for, at dyret har ikke har ringorm. For at stille diagnosen med sikkerhed, tager dyrlægen hudskrab + håraffald fra et mistænkeligt område på dyret og lægger det i en skål, hvori der er en specielt udviklet agar. I den agar, der er beregnet til svampe, vil der ske en rødfarvning, dér hvor ringormenes svampe begynder at fordøje agaren. Denne effekt kan tage mellem 2 og 10 dage om at vise sig (nogen gange længere tid). Men hvis agaren først bliver rødfarvet efter 10 dage, kan man ikke umiddelbart regne med, at det er ringorm. Det er måske bare nogle andre såkaldte saprofytter, dvs. svampearter, der er normalt tilstede på huden/slimhinder uden dermed at være sygdomsfremkaldende. Dyrlægen kan også prøve at stille diagnosen ved at mikroskopere hårrødder/hudskrab.

 

Hvis man vil undersøge, om et dyr har ringorm "i det skjulte", vil dyrlægen oftest børste eller kæmme hele dyret og derefter presse/lægge det indsamlede hår/skæl (eller hele børsten) ned i en agarskål. For at være sikke på, at dyret faktisk er fri for ringorm efter et angreb, kan det være nødvendigt at gentage prøven f.eks. 3-4 uger senere. Hvis dyret er blevet behandlet i en 6 ugers periode  kan prøven godt være positiv for ringorm, selv om dyret faktisk ikke længere kan få nye angreb. Det er nemlig sådan, at dyrets hud/hår er blevet "imprægneret" mod videre angreb i flere uger derefter, og i mellemtiden er dyret formentlig også blevet immun (modstandsdygtig) over for den pågældende type ringorm. Men der er selvfølgelig stadig ringorme sporer i dyrets miljø; især de steder, hvor mange dyr er samlet, eller hvor rengøringen er "håbløs". Derfor er det ikke utænkeligt, at disse også er på dyrets pels og er på denne måde kommet med ned i agarskålen. Sådanne prøver vil for øvrigt oftest være længe om at blive positive; sporerne skal jo først "vækkes".

 

Der advares generelt kraftigt imod overdreven og langvarig behandling med ringorme midler; altså også selv om agar-prøven er blevet positiv. Hvad er nemlig værst: Sygdommen eller behandlingen? Ringorme midler er ikke helt fri for at have bivirkninger (f.eks. belastning af leveren) især hos killinger/hvalpe. Om ikke andet så kan langvarig behandling - eller behandling med for høje doser - svække dyrets egen modstandskraft og "åbne porten" for andre måske mere alvorlige sygdomme.

----------

 

Kilde: http://www.dyrlaegenitrige.dk/infektionssygdomkat.html

Klik her for at få dit eget GoMINIsite