Proportions of the profile in the three forest breeds.
Forskellen mellem en sibirisk kat, en norsk skovkat og en Maine Coon

Maine Coon er den største og mest robuste racekat, der findes. Den er meget populær i Danmark, hvor der forefindes mange variationer af udseendet.

Knoglerne på en Maine Coon er først færdigudviklede ved 2 års alderen, og muskler og den færdige størrelse er først dannet ved kattens 4 år. Pelsen skifter fra killingepels, til ungkatte pels, til voksenpels og er først rigtig sat når katten er 3-4 år.

 

De 3 racer af skovkatte vi kender i Danmark : Maine coon, Den norske skovkat og Den sibiriske kat.
Maine Coon: Ansigtet har høje, markerede kindben og man kan se og mærke en tydelig overgang til snudepartiet, som er firkantet i omrids set forfra, med en hage, som er tilpas dyb og bred til at fuldende indtrykket af en firkant. Profilen tegner en blød bue ned til næseryggen, som er helt lige, uden buler, bump eller "ørnenæse". Ørerne er store og spidse, meget gerne med tufser (det er de små "pensler" på ørespidsene). Ørerne sidder højt på kattens hoved og peger lige fremad. Øjnene er let ovale; de skal virke runde, når de er vidtåbne; de giver katten et årvågent udtryk. Helhedsindtrykket af den stærke, opvakte kat er således beskrevet af en af racens pionerer: "En Maine Coon er en kat, som du kan forestille dig komme løbende i skumringen med et egern i munden".

 

Temperament
Mange mennesker falder i første omgang for racens imponerende udseende, men det er dens fantastiske temperament, som har sikret dens enorme popularitet. Én Maine Coon er simpelthen ikke nok! Maine Coons er sociale, godmodige og klodsede katte, som elsker at deltage i familiens aktiviteter. Ligeså barske de ser ud, ligeså blide er de. De egner sig som regel ikke til et liv som enekatte, men foretrækker at have selskab – de fleste tilpasser sig godt både med artsfæller, med hunde og med andre kæledyr. Men selvom de er glade for selskab, så er det ikke en kat, som hænger på sine mennesker hele tiden. I stedet vælger de at “hænge ud” i nærheden af deres mennesker for at se, om der er noget de kan “hjælpe” med. Som amerikanerne siger det: “A Maine Coon will be your companion, your buddy, your pal, but hardly ever your baby”.

Mange Maine Coon-katte kan lære at apportere små bolde eller tøjmus, og de bevarer legelysten hele livet igennem. De udvikler sig langsomt; man kan regne med, at skelettet er udvokset i højden og længden i 12-18 måneders alderen, men der udvikles bredde og muskelmasse indtil katten er 3-4 år gammel. Maine Coons er tit ganske snakkesalige, men deres bittesmå pibestemmer og karakteristiske kurrelyde matcher ikke det barske ydre.

 

Særlige behov
Maine Coon-katten er en semilanghårskat, og man skal derfor være forberedt på, at den kræver pelspleje. Det varierer meget fra kat til kat, hvor meget der kræves, men man skal ikke anskaffe en Maine Coon, hvis man ikke er indstillet på at rede pelsen godt igennem ca. en gang om ugen, og måske oftere i fældetiden. Det kan også være nødvendigt at trimme klospidserne en gang i mellem.

En Maine Coon kan sagtens trives som indekat, hvis den blot har selskab og aktivitetsmuligheder inden døre. Den holder også af at have adgang til udeliv, når det kan lade sig gøre. Her skal man dog som ejer være opmærksom på, at mange katte slet ikke egner sig til at løbe frit uden døre, og mange opdrættere vil ganske enkelt forlange kontraktligt, at katten holdes under sikre forhold. Der er mange farer, som truer den fritløbende kat, og med en så populær race som Maine Coon er der altid en risiko for, at katten simpelthen bliver stjålet! De er så tillidsfulde, at de går med hvem som helst hjem, og der kan være gode penge i at videresælge dem. Desuden er der jo trafikken, som hvert eneste år kræver 70.000 dædsofre på de danske veje, og har man én gang prøvet at finde sin kat påkørt, eller at vente forgæves på en kat, som aldrig kom hjem er man måske mere motiveret for at bygge en løbegård eller indhegne sin have.

 

Legenderne

Historierne om Maine Coon katten er mange. En  vild legende siger, at Maine Coon katten er resultatet af en kærlighedsaffære mellem en vildkat og en vaskebjørn.

En anden historie siger at Samuel Clough, som var søfarer, skulle smugle dronning Marie Antoinette fra Frankrig til Wiscasset, USA. Hun blev dog halshugget, inden de kom af sted, men han fik hendes ejendele med til USA, som bl.a. var nogle langhårskatte, der skulle have startet Maine Coon bestanden.

Der fortælles også historier om en kaptajn ved navn Coon, der havde angorakatte med til USA. Disse katte blev kaldt Coon’s katte og det blev senere til Maine Coon katte. Andre igen hævder, at de nedstammer fra katte, der blev bragt til USA af vikingerne.

Noget ganske særligt

Uanset hvordan Maine Coon katten er opstået, er den blevet til en robust og stærk kat, der allerede ved første øjekast er noget særligt. Den var oprindelig vildkat, men flyttede alligevel ind hos folk på landet, som værdsatte den for dens gode evner som jæger. Dens lyd er melodiøs, hvilket man ofte hører, da det er en meget snakkende kat.

Populær race

Tilbage i 1860 blev Maine Coon katten populær på katteudstillinger, dog senere overskygget af de mere eksotiske raser. På et tidspunkt troede man at racen var uddød, men racen opnåede officiel anerkendelse omkring 1980, og er nu en af de mest populære katteracer. Maine Coon katten er erklæret for Statskat for staten Maine.

Standarder

Der er flere forskellige standarder for Maine coon katten i USA, og de siger selv, at de ønsker plads til forskellighed. Standarderne er næsten ens, men det kan alligevel give forskellighed i udseendet. Derudover har Fife også en standard, som i 1994 blev til i samarbejde mellem Tyskland, Danmark og Holland.

Maine Coon´s kendetegn

Maine Coon katten er stor, muskuløs og kraftigt bygget. Medium bredt ansigt med firkantet snudeparti, forholdsvis langt hoved med kraftige kæber og kraftig hage. I profil skal panden være hvælvet.
Semilang blød pels, gerne med krave. Farverne er sort, blå, rød, creme og hvid, ensfarvet eller med tabby mønster. Alle farver kan være med eller uden sølv, og med eller uden hvid.
Store duskede ører. Brede forneden, lettere spidse og højt og lodret placeret på hovedet, gerne med tufser. Øjnene er lettere ovale, store og placeret langt fra hinanden. Alle øjenfarver er tilladt, afstemt efter pelsfarven. Kroppen er rektangulær. Lang og med bredt bryst. Benene er middellange med store poter. Halen bør være lige så lang som kroppen.

Personlighed

Maine Coon katten der er verdens største racekat ser vild ud, men er blid, hengiven og rolig – når den da ikke lige leger vildt med en tøjmus eller en sok. Maine Coon katten er nemlig meget legesyg, selv som voksen. Den er kærlig, selskabelig og knytter sig til sit menneske, og gengælder al den kærlighed og opmærksomhed den får. Det er katten der på mange måder opfører sig som en hund…

Maine coon katten har en stor personlighed på alle måder.Der er væsentlig forskel på hunner og hanner. Den har en gennemsnitshøjde på omkring 35-40 cm, og en udvokset hankat vejer fra 6-12 kg. Hunnerne vejer i reglen ca. 4-6 kilo og er mere feminine af bygning.Hannerne er bredere og grovere bygget.
Denne race er først fuldt udviklet, når den er 4 år.


 

Helbred

Maine Coon’en er generelt en sund og robust race med en forventet levealder på 10-15 år, men der er visse lidelser, som ses i racen, og som købere bør være opmærksomme på. Eksplosiv popularitet er ikke altid en fordel for en race, fordi der måske går dyr i avlen, som ikke burde være brugt, og fordi det giver en stor tilvækst af nye opdrættere, som ikke alle har tilstrækkelig ballast og netværk i deres avlsarbejde. Derfor kan det være svært at være køber af en “moderace”, fordi udbuddet er stort, men ikke alle killinger er lige gode eller sunde – og hvordan skiller man så skidt fra kanel? Her er nogle punkter, som det er værd at tale med opdrætterne om:

  • Nogle linjer af racen er tilsyneladende disponeret for tandkøds- og mundhuleproblemer, så man bør altid forhøre sig om forældrenes tandkødsstatus og spørge til opdrætterens erfaring med tandkødsproblemer i familien.
  • Nogle linjer har en voldsomt forhøjet frekvens af ørepolypper, som kan være til stor gene og kræve dyre operationer, og som i værste fald kan være inoperable uden anden udvej end aflivning. Man bør derfor forhøre sig, om opdrætteren har erfaring med ørepolypper, og hvordan disse i givet fald blev håndteret.
  • Nogle linjer har, formentlig på grund af dårlig selektion, et generelt nedsat immunforsvar, som gør kattene mere “skravlede” og modtagelige over for både virusinfektioner og bakterielle infektioner. Man bør altid tale med opdrætteren om familiens generelle sundhedstilstand, og hvis kattene i hjemmet generelt virker utrivelige eller “forkølede”, skal man ikke tage en kat eller killing hjem derfra, førend alle som minimum er raskmeldte igen.
  • Hjertesygdommen HCM (Hypertrofisk kardiomyopathi) er velbeskrevet i Maine Coon-racen. Den ses heldigvis ikke så hyppigt, men når den optræder, er det desværre oftest med dødelig udgang. Sygdommen er arvelig, og indtræder ofte først midt i livet, når katte allerede har fået afkom. Man kan teste for HCM ved ultralydsscanning og ved DNA-test, og her er det værd at høre opdrætteren om teststatus på forældre og bedsteforældre. Man bør selvsagt ikke avle på afficerede dyr.
  • SMA (Spinal muscular atrophy) er en neurologisk lidelse, som udmønter sig i muskeltab og svaghed i bagpartiet, hvilket kan medføre en slingrende gangart og utilbøjelighed til at springe. Lidelsen er recessivt arvelig, hvilket betyder, at katten skal modtage et defekt gen fra både moderen og faderen for at sygdommen bryder ud. Bærerstatus (at have én kopi af genet) giver ingen symptomer. Der findes en simpel DNA-test, og alle opdrættere bør naturligvis undgå at parre bærer til bærer; dermed undgår man sygdommen.
  • Nyresygdommen PKD (Polycystic kidney disease) nævnes ofte i forbindelse med Maine Coon. I vores erfaring er det dog uhyre sjældent, at den optræder. Sygdommen er arvelig, og forholdsvis let at avle sig ud af, hvis man skulle være så uheldig at få den ind i sit katteri. Man kan teste ved ultralydsscanning og DNA-test, og det er værd at spørge opdrætteren, om der nogensinde har optrådt PKD i familien og/eller om linjerne er testet.
  • Hofteledsdysplasi (HD) er en lidelse, hvor lårbenshovedet ikke passer ordentligt i hofteskålen, enten kun i den ene side eller i begge sider. Nogle katte er asymptomatiske, men HD kan medføre store smerter og forøger risikoen for gigt senere i livet. Lidelsen er ikke medfødt, men udvikles i takt med at katten vokser til. HD er multifaktorielt og polygenetisk, og kan derfor være vanskeligt eller umuligt at erklære en linje helt fri for.
Klik her for at få dit eget GoMINIsite